Det var den konference. Smuttede undervejs i den sidste paneldebat, med bl.a. Loic Le Meur og John Thackara om entrepenurship og hvordan man rejser kapital til sine projekter. Sidder lige nu i Amsterdam lufthavn og lader indtrykkene bundfældes.
Det har været en glimrende konference. Interessant at se hvor meget Amsterdam satser på at blive Europas nye hovedstad for kreativitet og innovation. Jeg fik fortalt at Amsterdam kommune har støttet Picnic ’06 med 1,5 mio. euro. Altså over 11 mio. kr. Og det er blot kommunen, så kommer det massive opbud af sponsorer og partnere til. 3000 deltagere og 70 internationale speakers taler også sit eget sprog - det er lykkes ganske godt for dem. Jeg vil dog mene, at selve det internationale opbud af deltagere haltede lidt. Det kan være de får budskabet spredt lidt mere næste år.
Hvis København vil bare i nærheden af den slags konferencer, skal de til at geare op og frem med den store pengepung. Man kan naturligvis sige, at INDEX fungerer som en del af satsningen på den internationale profil. Desværre er INDEX begrænset til designfeltet. Det kunne være interessant at skabe rammerne for en gigantisk konference og udstilling omkring ny teknologi, tjenester og ideer.
Noget af det mest påfaldende ved Picnic var den positive stemning og optimisme, der prægede alle. Der er virkelig gang i økonomien og iderigdommen har aldrig haft bedre muligheder.
Michael Naimark, media artist and researcher trak i den afsluttende paneldebat, tråde tilbage til tidligere årtiers lignende teknologifokuserede konferencer. Her havde stemingen også være præget af optimisme og troen på at noget helt nyt var ved at ske. I starten af 80’erne handlede det hele om personlige computere generelt, i starten af 90’erne var det hele virtual reality, siden kom internettet og resten er historie. Han mente dog, at denne konference er et sympton på en ny tid, og fremhævede to grunde til, at der denne gang er mere hold i optimismen:
1. Anskaffelse af og penge til teknologi ikke længere er et problem for nogen. Vi er med andre ord ikke begrænset af teknologien.
2. Det teknologiske basisniveau er tårnhøjt. De fleste kan begå sig i Photoshop, bruge nettet på højt niveau og boltre sig hjemmevante rundt blandt de forskellige teknologier.
Tanken er interessant. Jeg tror han har ret. Yngre generationer – dem der er under tyve – skelner ikke mellem om det er den virtuelle eller virkelige verden de befinder sig i. De fokuserer heller ikke på teknologien, det er de befriende ligeglade med. Det handler om det sociale, at være sammen, at kommunikere og have det sjovt. Og det er ganske afgjort den bedste og mest naturlige måde at skabe nyt indhold og ideer på.
Comments