De fleste kender efterhånden Digg.com, der på rekordtid er blevet en lysende stjerne på web 2.0/citizen journalism/crowdsourcing himlen. Men flowet af indhold og Digg'et materiale er enormt på sitet - det er med andre ord fuldstændigt umuligt at få sig et godt gammeldags overblik.
For i en tid med risiko for information overload og i takt med at opmærksomheden øges omkring the attention economy og behovet stiger for reduktion af kompleksitet (som især Luhmann har beskrevet det), eksperimenteres der på livet løs med nye måder at visualisere komplekse data- og informationsstrømme på.
Labs.digg.com er et rigtig godt eksempel på netop den slags eksperimenter. Her har Digg i samarbejde med Stamen Design lavet to alternative måder at vise Diggs mange brugeranbefalede historier på:
- Stack, hvor diggs i real time falder ned på hinanden og viser dermed hvordan historierne bliver til. Dybt fascinerende og stærkt hypnotiserende.
- Swarm, hvor hver historie der er blevet digged tegner en cirkel. Andre Diggers sværmer omkring historien og får dem til at vokse - mellem cirklerne tegnes streger, der viser relationerne. Visuelt smukt og organisk.
Diggs fornemme eksempler på visuelt design af komplekse informationer, kaldes også for "information at a glance". Det er i virkeligheden ekstremt banalt, hvilket hverdagens eksempler illustrerer. Når vi skal med bussen, ved vi øjeblikkeligt om bussen er gået ved på lang afstand at betragte stoppestedet; er der mennesker, er bussen endnu ikke kommet og er der ingen, er bussen gået (ja, jeg ved godt det er stærkt forsimplet). Og endnu simplere; når vi vil vide hvordan vejret er, behøver vi ikke tjekke www.dmi.dk, vi kan nøjes med at se ud af vinduet.
Men i en stadigt mere digitaliseret udgave er der behov for facilitatorer, der kan bridge kløften mellem kompleksitet og simplicitet. Jeg var for nogle år siden, via Innovation Lab, med i et projekt sammen med kunstneren Lisa Autogena og Joshua Portway, Black Shoals Stock Market i Nikolajkirkens udstillingsbygning i Kbh. Kunstprojektet gik ud på at vise noget af det mest avancerede, der kan tænkes, på den mest enkle måde, nemlig de globale aktiemarkeders bevægelser. Under en halvkuppel lå man og betragtede en stjernehimmel, hvor hver stjerne repræsenterede en aktie. Når to virksomheder fusionerede, smeltede de sammen på himmelen og når en virksomhed gik konkurs, forsvandt stjernen som et stjerneskud. Det hele foregik i real time og var ganske enkelt betagende. Resultatet var en fornemmelse af at kunne forstå en flig af verdens samlede makroøkonomiske dynamik.
Et andet eksempel, der er lidt mere håndgribeligt, er Ambient Devices. De har godt nok været på markedet i et par år, men er endnu ikke kommet til Danmark. Tag deres første produkt, Ambient Orb. Her kan man via farvekoder indstille den til at holde øje med pollentallet for birk, yndlingsaktien, trafikken på Ringgaden osv. osv. Ganske komplekse informationer, der kan være svære at finde lynhurtigt, visualiseret på ens skrivebord, alene vha farver. Dvs. at man med et enkelt øjekast får svar på noget, der ellers ville kræve opstart af computeren eller telefonopkald.
Vi har kun set toppen af isbjerget. De kommende år vil byde på langt flere eksperimenter. Det er ganske enkelt nødvendigt for at kunne navigere i informationskaoset.
Wow det var usædvanligt. Jeg skrev en meget lang kommentar , men efter jeg har klikket sende min kommentar ikke vises. Grrrr ... godt jeg ikke at skrive alt det igen . Uanset hvad , ville bare sige god blog!
Posted by: payday advance loan | 12-01-12 at 07:52