Boston er kold på denne tid af året. Der ligger snebunker overalt, men heldigvis er vi ankommet sammen med den første spæde forårssol, som, mens vi er her, får gjort et godt indhug i sneen.
Walter Bender, director for One Laptop Per Child, er første programpunkt. På Innovation Lab er vi så småt gået i gang med planlægningen af en konference i foråret 2008 med arbejdstitlen Friendly Technology. OLPC projektet er oplagt og det er derfor ekstra interessant at mødes med Bender. Følg i øvrigt med i udviklingen på arbejdswikien: http://wiki.laptop.org/go/Home
OLPC computeren har om ikke andet, så i hvert fald sejret på det pr-mæssige plan. Det er en kraftfuld mediehistorie at ville forære laptops til alle børn i udviklingslandene. Bender fortalte, at de første testresultater fra demoprojektet i Ecuador er begyndt at tikke ind, og det er meget lovende. Alt på computeren er open source og 'hackable'. Det læringsteoretiske afsæt er Piaget og Seymour Paperts konstruktivistiske tilgang til tilværelsen, hvor al læring skal erfares via hands-on øvelser og trial-and-failure. Meget de samme tanker som LEGO læner sig opad.
Overalt i OLPC's lokaler står de små grønne laptops. Der er noget dyre-agtigt over dem, som de står rundt omkring med antenneørerne strittende op i luften. Skærmen er i gråtoner, men fantastisk skarp, selv i direkte sollys. Strømenheden er endnu ikke valgt, men de arbejder på at tilbyde forskellige løsninger, ligefra solceller til optræksenheder á la Potenco. Tastaturet er indtil videre kun på engelsk, men det skal også være på nationalsprogene. En udfordring, ifølge Bender, er, at fx et land som Nepal alene har 45 sprog...!
Vi fik demonstreret TamTam, et musikprogram, som lader børnene spille musik på computeren med et hav af instrumenter. Et problem i den henseende er, at de fleste midi-instrumentlyde er copyrightede og derfor må de i gang med at lave alle lydfilerne fra bunden af. Perspektiverne er ret interessante, når man tænker på den kulturmusikalske 'empowerment', der ligger i, at børn med ét kan skabe deres lokale musiktradition i et delevenligt og distribuerbart format. (Jeg spår en massiv udvikling i verdensmusikken de kommende årtier.)
Bender fortalte, at de har indgået et samarbejde med Electronic Arts omkring udviklingen af en særlig non-profit udgave af Sim City, som går ud på at børnene kollaborativt skaber et samfund, med byråd, valg og hele det demokratiske pivtøj. Meget cool måde at skabe demokratiprocesser på i et udviklingsland, der aldrig har haft valgret. Demokrati som en trojansk virus, der smugles ind via computerspil.
En anden ret interessant ting ved OLPC er, at de lige nu har opslået en stilling som Director of Peripheral Development. Bender forklarede, at de ser OLPC projektet som en glimrende måde at skabe udvikling i billige, lavenergi teknologiske produkter, der både kan bruges i forbindelse med laptoppen, men også af alle andre. Han nævnte skabelsen af oplagte produkter som en 100$ projektor, en 10$ dvd-afspiller osv. På en måde minder det lidt om iPod modellen, som også har skabt en underskov, eller et økosystem om man vil, af relaterede produkter, hvor ingen af parterne kan undvære hinanden.
Der er mange flere fascinerende og fantastiske perspektiver ved OLPC, som er værd at gøre opmærksom på, men det må vente til en anden gang. Jeg er dog, trods tidligere skepsis, blevet overbevist om, at det er et visionært og muligvis utopisk projekt af denne støbning, der kan rokke ved den digitale og økonomiske kløft, der befinder sig omkring syd for Middelhavet og ned. Som Bender igen og igen gjorde opmærksom på, handler det ikke om at alle børn skal have en computer; det handler om at give alle børn adgang til læring og viden, så de kan hjælpe deres land på vej ind i det 21. århundrede.
Som et lille NB, skal det tilføjes, at Bender også kunne bekræfte det, der svirrer mange rygter om på nettet, at laptoppen også kommer i en kommerciel udgave på et eller andet tidspunkt. Og det kunne faktisk godt gå hen og blive en succes, for den er faktisk dagens laptops overlegen på flere punkter.
Comments